22. september, 2022
Det er ikke første gang, at denne glasfiberbro bliver fløjet til Universitet i Lausanne for at blive testet. Faktisk er det 4. gang. Broen er til dagligt placeret i et skiområde nær den schweiziske by Pontresina og har været et godt udgangspunkt for at teste glasfibermaterialets formåen i et krævende miljø med meget skiftende temperaturer i løbet af året.
I år fylder broen 25 år og er igen i Lausanne for, at det erfarne team på laboratoriet kan teste dens tilstand. Vi har været på besøg for at se broen og snakke med Postdoc. forsker Lulu Liu, der har testet broen. Vi er allermest interesseret i at høre om resultaterne, dels for at få bekræftet vores produkters fantastiske formåen, dels fordi resultaterne skal danne grundlag for den nye Eurocode, som forventes at udkomme næste år. Så det spørger vi naturligvis Lulu om i dette interview.